Ingen skal stå alene

Ingen skal stå alene

To indsamlere for Røde Kors


Af kommmunikationsgruppen for Røde Kors Kolding

På billedet ses indsamlingsleder for Røde Kors Kolding Henriette Hylgaard (tv) og medlem af indsamlingsgruppen Lone Toftild

Vi kender det jo godt. At gøre noget rart og at have det rart. At sætte tænderne i en dejlig kage, at købe en gave til sin nærmeste, som man ved, vedkommende bliver glad for, at træde hjælpende til, når noget brænder på.

Det føles godt og rart, og det giver mening.

D. 1. oktober 2023 er der mulighed for at gøre noget, som føles godt og rart og giver mening. Denne dag er der nemlig årets store Røde Kors indsamling. De tre timer, som indsamlingen varer, kan virkelig gøre en forskel, der kan man være med til at hjælpe mennesker, som er i nød på den ene eller anden måde.

Indsamlingsdagen er en festdag i Kolding

Indsamlingsleder i Kolding Henriette R. Hylgaard (tv. på billedet) ser frem til indsamlingsdagen.

”I Kolding gør vi dagen til en festdag. Når indsamlerne kommer tilbage til KUC, møder der dem både lidt til ganen og til ørerne. Nogle sponsorer leverer mad og to musikere spiller en lille gratiskoncert, så stemningen forhåbentlig bliver både hyggelig og givende,” udtaler hun i et telefoninterview.

Sidste år blev der indsamlet hele 100.000 kr. i Kolding. I år går ca 100 personer på gaden i Kolding, heraf er ca. totredjedel gymnasieelever. Det er dog blevet lidt sværere at skaffe indsamlere.

”Vi har 256 ruter, men det er kun mellem 90 og 100 ruter, der kommer i anvendelse. Grundene er mange, men nogle folk kan ikke lide at banke på, og så er antallet af landsindsamlinger steget, så der er flere organisationer, der har brug for indsamlere,” forklarer Henriette R. Hylgaard.

Børn får glæde af pengene

Indsamlingen i år har overskriften ”Ingen skal stå alene” og går blandt andet til ukrainske børn og familier, som er ramt af krigen og børn i Yemen og Afghanistan, som sulter. De har alle brug for livsvigtig mad, vand, lægehjælp og beskyttelse.

Alle børn for brug for meningsfyldte fællesskaber. Derfor går en del af årets indsamling også til at hjælpe udsatte familier herhjemme. Hjælpen består i at sikre, at flere børn kan komme på en ferielejr og få minder for livet.

”Hvis du samler ind d. 1/10 2023 for Røde Kors, er du med til at hjælpe folk i nød. Du er med til at hjælpe folk i katastroferområder, hvad enten disse er forårsaget af krige eller naturkatastrofer. Og så er du også med til at hjælpe børn i nød herhjemme,” udtaler Henriette R. Hylgaard.

Det får man for 1.000 kroner

Røde Kors oplyser selv, at 1.000 kr. kan:
a) give varme nødhjælpstæpper til 20 børn og voksne på flugt
b) give livreddende mad til 12 underernærede børn i en måned
c) kan give en feriedag på en ferielejr for 3 udsatte børn i Danmark

Røde Kors oplyser også på sin hjemmeside, at ud af 100 kr. går de 88 kr. direkte til hjælpearbejde.

De oplyser minsandten også, at hver indsamler får et gavekort på en minicruise til Oslo for fire personer tilsendt dagen efter, skænket af DFDS.

Rabat på Røde Kors førstehjælpskursus, gavekort til Røde Kors genbrugsbutikken og rabat på COOP medlemskab kommer også ned i hver indsamlers ”kurv”.

Meld dig til online

Der er således mange gode grunde til at gå en tur på tre timer søndag d. 1. oktober. Det kommer til at føles godt og rart, og så giver det mening.

Man kan tilmelde sig på Røde Kors’ hjemmeside: https://www.rodekors.dk/indsamling